Rasmus Møller
Kunstneren Rasmus Møller har et behov for at udtrykke sig kreativt og i mange forskellige udtryksformer, han lader sig hverken begrænse af materialer, indhold eller religion. Den unge kunstner Rasmus Thorhauge Møller (f.1973), der er født og opvokset i Farsø i Nordjylland, er uddannet webdesigner og har været bosat i Århus i mange år, hvorfra han også har startet sin kunstneriske karriere. Altid tid til at male Selvom Rasmus lige er blevet far finder han alligevel tid til at male – simpelthen fordi han ikke kan lade være. Derfor valgte han i efteråret 2008 at flytte til Viborg med sin familie i nyt hus, hvor der er plads til et stort separat atelier ved siden af huset. ”På denne måde er der tid til at se familien, og så skal jeg bare gå fem skridt ud af døren, så er jeg ovre på mit værksted, hvor det kun er mig, og hvor der er ro og tid til fordybelse” siger Rasmus med et smil på læben. Selvom ro ikke umiddelbart det man forbinder Rasmus med, når man første gang møder ham, for han er altid på farten, har travlt med en ny udstilling eller et nyt projekt, en ny idé der skal føres ud i livet. Fuld af ideer Der er masser af ideer som Rasmus med sin energi og entusiasme prøver at føre ud i livet. Han ved også hvor vigtigt det er at formidle sine malerier, ”for når man har fået råbt højt nok og tiltrukket sig opmærksomheden, så er det meget vigtigt at kunne formidle, hvad det er man har på hjertet” siger Rasmus og fortsætter: ” så derfor ser man mig ofte på diverse messer for at kunne tale direkte med mit publikum, og kunne fortælle dem hvad det hele handler om”. Rasmus siger derfor sjældent nej tak til tilbuddet om at komme med rundt i landet på messer, når hans fasttilknyttede galleri Galleri Art Expo inviterer. Eller når galleriet tilbyder lokalerne til et kulturnatsarrangement, som Rasmus selv fik sat i værk med en anden af galleriets kunstnere Marianne Brøner. Ikonet som base Rasmus startede med at male ikoner, men har i dag bevæget sig over i andre stilarter og materialer. Ikonerne virker ved første øjekast ikoner i den helt klassiske religiøse forstand, men ved nærmere eftersyn ser man, at det kun er udtryksformen, der er et ikon og ikke indholdet. Rasmus Møller arbejder meget med indholdet og budskaberne i sine billeder via tekst og symboler, der bygger på digte med det eksistentielle som tema. Det er her man, hvor roen og dybden hos Rasmus kommer til udtryk, for Rasmus har en masse på hjertet ”og det skal ud” som han selv formulerer det. Materialerne blander Rasmus Møller på en enkel og æstetisk måde. Han gør både brug af tapeter, mønter, kors og forsegling, men også udsnit fra biblen og japanske papirtryk. I denne kontrastfyldte opsætning formår billederne alligevel at være enkle og lette. Billederne hviler i deres egen balance. Nyt udtryk Som noget helt nyt har Rasmus lige kastet sig over et nyt medie, det grafiske print. Her kan han bygge på sine færdigheder som webdesigner med hensyn til opbygning og det grafiske udtryk. Disse billeder adskiller sig meget fra ikonerne, men de giver alligevel på samme måde et indtryk af forskellig materialebrug. ”Man skal som kunstner turde prøve noget nyt for at udvikle sig og for ikke at køre fast” slutter Rasmus af og det kan man da give ham ret i, at det er det han gør.

